Uge 12 Den gode overgang

                                                                    af Adam Heidemann Iskov

Når 10’ende klasse slutter, efterskoleåret er færdigt eller noget helt tredje, så melder spørgsmålet sig. Hvilken ungdomsuddannelse skal man tage, og hvordan finder man ud af hvilken, der passer én bedst? Når man kommer på mellemtrinnet starter UU vejledningen. UU vejledningen er der blandt andet for at sikre, at man vælger den ungdomsuddannelse, der passer den enkelte elev bedst. Der kan gå lang tid, inden man finder ud af hvilken ungdomsuddannelse, der passer én bedst.

Silje Sand Dalgaard, som går i 9 klasse på Vinding skole, har ligesom alle andre elever skullet tage beslutningen om ungdomsuddannelse. Silje har valgt STX på Rødkilde Gymnasium. Silje udtaler: “Siden jeg var helt lille, har jeg altid set mig selv gå i gymnasiet efter folkeskolen. Det er også den ungdomsuddannelse begge mine forældre og de fleste andre i min familie har taget, så det har altid ligget lidt i kortene, at det også var den vej, jeg ville gå. Da jeg i 8. klasse blev mere bevidst om, hvilke forskellige muligheder for ungdomsuddannelser der er, fik jeg en følelse af, at jeg i hvert fald ikke "bare" ville vælge gymnasiet, fordi det var der jeg selv og andre havde en forestilling om, at jeg skulle hen. Jeg ville ikke bare følge strømmen. Derfor begyndte jeg at søge en masse viden om ungdomsuddannelser udover den vejledning, jeg i forvejen fik fra skolens side. Jeg endte med at finde ud af, at det faktisk føltes helt rigtigt, og at alle de voksne, der havde sagt, at "det er sikkert der, du ender", nok havde haft ret. Jeg er meget boglig. Jeg går meget op i skolen, og har også fagligt relaterede fritidsinteresser. Lidt nørdet, måske. Men selvfølgelig også meget andet. Derfor tror jeg, at gymnasiet er det helt rette sted for mig. STX har jeg valgt frem for HTX og HHX på grund af studieretningerne.”
Silje udtaler også: “For at blive klogere på de forskellige uddannelsesmuligheder, der er, har jeg haft samtaler med en uddannelsesvejleder, fået UU undervisning og søgt viden på nettet. Rent praktisk har jeg været til uddannelsesmessen JUMP, introkursus til gymnasiale uddannelser, i brobygning på Rosborg Gymnasium og Social- og sundhedsskolen i Vejle samt åbent hus på Rødkilde Gymnasium”. Det er en kæmpe fordel at kende til de forskellige ungdomsuddannelser, der er, inden du træffer dit endelige valg. Man kan selv være aktiv og gøre sig klogere på de forskellige ungdomsuddannelser ved blandt andet at søge på nettet, som Silje har gjort. Det kan også stærkt anbefales at lytte efter, hvad UU vejlederne har at sige! “For at finde frem til den rigtige ungdomsuddannelse for mig, har jeg brugt tid på at overveje, hvad der interesserer og motiverer mig i skolen samt mine tanker om fremtiden - både på kort og lang sigt.

Jeg har snakket med uddannelses- og studievejledere, mine forældre og andre familiemedlemmer, veninder og venner.”
Det Silje kort sagt siger er, at det er en utroligt god ide at blive klogere på sig selv. Det kan man ikke blive ved at læse i en bog eller søge på nettet. Man er nødt til at stille sig selv nogle spørgsmål om, hvad man godt kan lide at lave, hvilke fag man er god til i skolen, og hvad man godt kan lide at lave.
Når man er blevet klogere på sig selv, og er blevet klogere på de forskellige ungdomsuddannelser, er du godt rustet til at kunne vælge den rigtige ungdomsuddannelse, nemlig den, der passer dig bedst.