Uge 21 En ny hverdag skaber nye vennemøbler

                                                                                                     af Silje Sand Dalengaard

Selvom eleverne i 0. til 5. klasse har gået fysisk i skole i over en måned og de ældste grundskoleelever nu også får mulighed for at vende tilbage, er og bliver skolen ikke, som en var. Hældagerskolens 3. årgang og Ruben Kirkegård har udnyttet det positivt i form af et anderledes undervisningsforløb om design.

Snart er det ni uger siden, at statsminister Mette Frederiksen blandt andet meddelte, at alle landets grundskoler midlertidigt skulle lukke på grund af coronavirussen. I denne uge får de ældste klasser lov til at vende tilbage - men ikke tilbage til den “gamle” hverdag.
Meget er nemlig anderledes fra skolen, som vi kendte den før nedlukningen. Det ved grundskolens yngste klasser fra 0. til 5. årgang alt om. De har kunnet gå fysisk i skole siden den 15. april.

“Det er begyndt at føles lidt som en normal hverdag nu, men den er stadig meget anderledes,” udtaler Jonas Kjærsgaard, og Tim Gordon Vallentin tilføjer: “Det var fedt at komme tilbage på skolen! Men den nye hverdag er lidt mærkelig. Det føles fx ret underligt at holde afstand til hinanden.” Drengene går begge i 3. klasse på Hældagerskolen i Vejle.

Sundhedsstyrelsens retningslinjer har betydet store ændringer i Jonas Kjærsgaards og Tim Gordon Vallentins hverdag. Håndvask og afspritning, leg og undervisning i mindre grupper og afstand præger skolelivet. Derudover oplever mange at have færre fag og andre undervisere. Det giver nye muligheder for spændende og anderledes opgaver. I denne og sidste uge har 3. klasserne på Hældagerskolen eksempelvis arbejdet med at designe et såkaldt venne-møbel, hvor man kan være sammen som venner.
Opgaven er stillet af Ruben Kirkegård, som ejer virksomheden Procraft, der arbejder med skoleindretning. Han udtaler: “Jeg tror ikke, at denne her særlige form for undervisning erstatter
matematik og engelsk til fordel for kreativitet og innovation. Jeg tænker det ikke som hverken/eller, men som både/og,” forklarer han og fortsætter: “Det kan give flere af de ‘fag-faglige’ ting, men i en
anden kontekst, hvor eleverne får sat deres faglighed i spil ud fra en konkret og virkelighedsnær opgave. Pludselig kan de forholde sig til beregningerne, de skal lave på en anden måde, end når de løser regnestykker i en bog.”

En spændende og varieret undervisning. Undervisningen er tilrettelagt ud fra designcirklen, som får eleverne igennem nogle processer, hvor de skal tage stilling til forskellige ting, der leder dem frem mod et endeligt design. Så nogle gange er de i gang med at tegne skitser, og andre gange sidder de og googler hvilke løsninger, der findes i forvejen. Andre gange igen laver eleverne noget helt andet - og på den måde er undervisningen meget selvstændig og varieret. Eleverne får lov til at udfolde sig kreativt og bruge deres fantasi, samarbejdsevner og faglighed.

“Det er rigtig sjovt, at vi får lov til at designe!” siger Tim Gordon Vallentin med en tydelig begejstring i stemmen, hvorefter Jonas Kjærsgaard fortæller: “Det er spændende, men også lidt svært. Man skal arbejde godt sammen og tænke meget med sin fantasi.”
Eleverne blev præsenteret for designopgaven af Ruben Kirkegård mandag i sidste uge. Et par dage senere gav han hver enkelt gruppe feedback, dér hvor de var i designprocessen. I denne uge har eleverne præsenteret de endelige venne-møbler med modeller af dem.
Jonas Kjærsgaards gruppes møbel består blandt andet af en rutsjebane, som fører ned til et boldrum.
“Møblet skal få venner til at blive bedre venner og gøre det sjovere at være sammen!” forklarer han entusiastisk.

Virksomhedsejer Ruben Kirkegaard er meget imponeret over elevernes måde at arbejde med opgaven.
“De er simpelthen så seje! Idéerne og tankerne sprøjtede nærmest ud af dem med det samme. De har taget opgaven rigtig flot til sig, og de nyder at arbejde med den - det er der ingen tvivl om!” udtaler han.
Glæden går begge veje!
Både Ruben Kirkegård og de to drenge er alle begejstrede for deres samarbejde i forbindelse med designopgaven. Den har fungeret som et afbræk fra den ‘fag-faglige’ undervisning og en hverdag, som er vendt på hovedet.

“Jeg bliver nogle gange lidt bekymret for corona-virussen. Det er lidt skræmmende, at den lige pludselig bare er kommet og har ændret på det hele. Men mens vi har designet vennemøblet har jeg helt glemt det,” siger Jonas Kjærsgaard.
“Jeg tænker helt klart denne form for undervisning er noget, som skolen kan tage med sig på den anden side af corona-krisen, hvor undervisningen vender normalt tilbage. Vi er også nogle virksomheder, som godt kunne bruge nogle lidt skæve syn på nogle ting. Det kan vi få ved at sætte eleverne i spil, og samtidig får de en oplevelse af, at det de laver måske kan bruges til noget ude i virkeligheden og bliver taget seriøst. Det gør at smilet bliver lidt større, og de klemmer ballerne
sammen og arbejder målrettet,” forklarer Ruben Kirkegård.

Men alt andet lige savner Tim Gordon Vallentin også sin normale hverdag. “Jeg savner faktisk lidt at sidde og læse i en bog eller bare lave nogle matematikopgaver. Men det troede jeg virkelig ikke, at jeg ville komme til at savne!” fortæller Tim Gordon Vallentin med et smil på læben og et overrasket grin.