Uge 46 Mere end bøger

                                                                          af Silje Sand Dalengaard

Det skrevne ord kan noget. Det mener i hvert fald Nadia El-Ahmad, Zofie Friis Benzon og Emilie Funder, der en gang om måneden mødes i Spinderihallerne i Vejle med ni andre unge, hvor spændende litteratur, en masse småkager og et stærkt fællesskab danner ramme om Læseklubben.
“Jeg elsker at lade mig rive med af en bog og bare forsvinde. Det er virkelig smukt, at man kan det,” siger 18-årige Zofie Friis Benzon, som går i Læseklubben i Xeneriet.
Her deler hun sin interesse for bøger med 11 andre unge i alderen 14 til 18 år. Når holdet mødes en onsdag aften ca. en gang hver måned, bliver der diskuteret bøger i et åbent og uformelt forum. Alt fra handlingsforløbet og karakterernes troværdighed til forfatterens skrivestil og pointer bliver vendt og drejet, når der argumenteres for hvorvidt de unge synes om en bog eller ej. Derudover har forfatter og underviser i Læseklubben, Wenche Thinnesen Vogtmann også formået at gøre undervisningen meget varieret og anderledes end i de fleste andre læseklubber. I løbet af sæsonen skal holdet nemlig bl.a. på besøg hos et forlag, afholde to filmaftener, hvor der vises filmatiserede bøger og have besøg af forskellige personer, som naturligvis er relevante for litteraturen, de skal læse.
“Jeg kan glemme tid og sted fuldstændig, når jeg læser en god bog. Jeg lever mig helt ind i karaktererne og føler med dem,” fortæller Emilie Funder, der går i 8. klasse på Alminde-Viuf Fællesskole. “Det er vildt, hvordan en bog kan ramme mig på den måde.” Nadia El-Ahmad er enig. Efterfølgende siger hun: “Jeg synes, det er fedt at være sammen med andre, der også har interessen for læsning. Det fællesskab, vi har i Læseklubben, finder man ikke i skolen.”
Netop fællesskabet har vist sig at række langt ud over passionen for læsning. Pigerne i læseklubben er blevet gode veninder. For udover bøger er der også plads til en masse småkagespisning og grin, når teenage- og ungdomslivet bliver samtaleemnet.

Årelang interesse for både læsning og skrivning

For Emilie Funder, Nadia El-Ahmad og Zofie Friis Benzon er interessen for læsning noget, der har fyldt meget i deres liv, siden de var små.
“Jeg har kunnet lide at læse hele mit liv. Altid. Lige fra da mine forældre læste op for mig, til jeg selv lærte det og blev virkelig fanget af læsningen, frem til i dag,” forklarer Zofie Friis Benzon, som går i 2.G på Rosborg Gymnasium. Begge hendes forældre er også glade for at læse.

Anderledes ser det ud hjemme hos Nadia El-Ahmad. “Det ligger ikke til min familie at læse meget. Jeg tror min interesse for læsning begyndte tilbage i første klasse, hvor vi havde en konkurrence om, hvem der kunne læse flest bøger i klassen. Jeg ville bare vinde, så jeg tog næsten hele stakken af bøger med hjem. Siden da er jeg ikke stoppet med at fylde favnen med bøger på biblioteket,” fortæller hun.
14-årige Emilie Funder synes det er fedt, at have en særlig fritidsinteresse. Til gengæld har hun fået mange reaktioner fra nye mennesker, hun har mødt.
“De fleste bliver meget overraskede, når de hører, hvad jeg går op i. Mange tror, at jeg gør det, fordi jeg er overambitiøs og fx gerne vil have en høj uddannelse. Men jeg læser, fordi jeg kan lide det,” forklarer hun med et smil på læben.
Zofie Friis Benzon synes også, at det er fedt at have en speciel hobby.
“På den anden side kunne det også være fedt, hvis alle kunne lide at læse. Så kunne man bare snakke om bøger hele tiden. Det ville jeg ikke have noget imod!” tilføjer Zofie Friis Benzon efterfulgt af et grin, der smitter.
Rammerne i Læseklubben er hjemlige. Sofaer er stillet op omkring et bord med småkager og bøger. Det er tydeligt at mærke, hvordan pigerne er afslappede og glade i hinandens selskab.
De fleste piger fra Læseklubben har efterhånden kendt hinanden i flere år på kryds og tværs, selvom klubben kun har været i gang siden sommerferien. De har nemlig allesammen tidligere gået på Wenche Thinnesen Vogtmanns forfatterhold.
Om det fortæller Zofie Friis Benzon: “Gennem forfatterholdet har vi fået en hel masse værktøjer til at skrive. Det gør, at vi alle sammen kan se en bog fra et andet perspektiv, og på den måde også forbedre vores egen skriftlighed gennem læsning.”

16-årige Nadia El-Ahmad giver hende ret. “Forfatterholdet har givet mig en større bevidsthed om sproget og hvordan jeg skal bruge ordene,” siger hun. Til daglig går Nadia El-Ahmad i 1.G på Rosborg Gymnasium.
Pigerne er alle enige i, at dét at skrive og dét at læse hænger sammen. Når de skriver, påvirker det deres måde at læse på og omvendt. Til tider kan det være udfordrende.
Emilie Funder oplever nemlig, at hendes egen skrivestil godt kan komme til at minde meget om den forfatter, hun læser.
“Alligevel tror jeg, at der er noget fundamentalt ved det jeg skriver, som altid har været den samme. Læsningen har gjort mig mere bevidst om, hvad det helt præcist er, og jeg har lært at kunne belyse det og bruge det på forskellige måder,” mener Emilie Funder.

At forstå sig selv og andre gennem litteraturen

Både Zofie Friis Benzon, Emilie Funder og Nadia El-Ahmad er overbeviste om, at de har udviklet sig meget fagligt ved at læse. Men faktisk har de også kunnet bruge læsningen på et personligt plan.
“Jeg har fået en ny forståelse for den arabiske kultur, hvor min familie kommer fra, gennem litteraturen. Det var ikke bevidst noget jeg søgte, men jeg er glad for nu at have den viden om mine rødder,” forklarer Nadia El-Ahmad.
“Jeg synes altid, man lærer noget af bøger. Nogle gange om sig selv, andre gange om andre,” siger Emilie Funder derefter, og Nadia fortsætter: “Det har du ret i. Jeg har også lært meget om at sætte mig ind i andres situation, og det giver en bedre forståelse for andres handlinger og følelser.”
Noget af det bedste og mest interessante ved at være med i Læseklubben har indtil videre, mener pigerne, været at opleve, hvor forskelligt de 12 unge på holdet kan opfatte bøgerne, de læser. Selv når de har læst de samme ord, forstås disse altid vidt forskelligt.
Emilie Funder, Nadia El-Ahmad og Zofie Friis Benzon bliver også hurtigt enige om, at det er spændende at finde ud af, hvilke ting, de unge hver især vægter, når de afgør, om en bog er god eller ej.
Emilie Funder siger: “For mig handler det mest om at kunne genkende og sætte mig ind i følelserne, uafhængigt af grunden til dem.”
Zofie Friis Benzon indvender til sidst, at der udover de dybe tanker, der sættes i gang efter en diskussion af en bog, også er en helt særlig grund til, at hun er vild med Læseklubben. “Det er bare så fedt at få lov til at være en bognørd sammen med andre,” udtaler Zofie Friis Benzon.