Uge 8 Hvordan sociale medier påvirker mig og mit fællesskab

                                                                  af Adam Heidemann Iskov

Likes, nyheder, beskeder, påmindelser, det er alt sammen blevet en del af vores hverdag. Vi bliver manipuleret og farvet af de sociale medier.

Sociale medier er blevet en del af vores hverdag. Især i min aldersgruppe (13 - 16 år) er det blevet en kæmpe del af fællesskabet. Lige meget hvor du er, hvem du er sammen med og hvornår på døgnet det er, får du beskeder og notifikationer på din mobil. Det forstyrrer og afbryder dig i det, du er i gang med, og du kan ikke få den meddelelse ud af hovedet. Du skal bare læse den nyhed og tjekke hvor mange likes, du har fået.
Jeg har flere gange oplevet, når jeg er sammen med venner, at vi alle ender med at sidde med snuden i mobilen uden at være nærværende.
Når man er sammen en gruppe mennesker og sidder med hver sin mobil, synes jeg ikke, at det er at være sociale sammen i et fællesskab.
Men hvis man derimod er sammen en gruppe mennesker og samler sig om en bestemt ting, fx tv’et, en film eller en YouTube video, mener jeg, at man godt kan tale om et socialt fællesskab.

“De sociale medier både samler og skiller folk”

Silje Sand Dalengaard, som går i niende klasse, udtaler følgende om sociale mediers påvirkning af hende og hendes fællesskab: “Jeg mener, at de sociale medier påvirker mig og mit fællesskab på den måde, at det både samler folk og skiller folk. Med det mener jeg, at det på en og samme tid både er trygt og forstyrrende at have alle sine venner og veninder tæt på hele tiden. Altså selvom jeg er på sommerferie i Italien sammen med min familie, har jeg stadig mulighed for at snakke og have kontakt med mine venner, men det kan også have den effekt, at jeg ikke er så nærværende i samværet med de mennesker, der fysisk er omkring mig.”
Hvis man finder den helt perfekte balance med de sociale medier, mener jeg, at de  slet ikke er skadelige, men at de derimod er gode for fællesskabet og en selv. Det gør nemlig ikke noget at følge med i nyhederne og blive inspireret af andre mennesker, selvom det er over de sociale medier. Man skal bare ikke være på de sociale medier hele tiden, men finde en balance mellem at “være på” og være nærværende.